Historien bag bådeværftet.

3. generation ved roret.

I 1941 købte Bådebygger Hermann August Hinrichsen værftet i Humlebæk. Dette blev starten på familiens nybyggerdrømme. På værftet kom specialbyggede fiskekuttere, grønlandskuttere, samt tur- og kapsejladsbåde i træ til verden. Værftet havde travlt med både nybyg, opbevaring og reparationer.

Hermann fik fire sønner: Hermann, Poul, Ole og Preben. Drengene blev alle uddannet som bådebyggere på værftet i Humlebæk, og mens Hermann junior forfulgte bådebyggerdrømmen i USA og Poul i Jylland, købte Ole og Preben sig ind i Humlebæk Bådeværft. Her styrede de værftet sammen med deres far i en årrække. I disse år blev en smuk glasfibersejlbåd, Hinrichsen 34, der bl.a. kendes for sin kvalitet og formidable sejlegenskaber, skabt.

Da Hermann August gik bort i 1994, førte Ole og Preben værftet videre i samme ånd.

Prebens to børn Morten og Anna fulgte i familiens fodspor og blev begge udlærte bådebyggere fra Humlebæk Bådeværft i henholdsvis 2001 og 2008. Interessen for både ligger i Familien Hinrichsens blod.

Morten nåede i en årrække at bruge sin bådebyggeruddannelse i forskellige dele af verden, inden han i 2005 vendte hjem til værftet. I 2007 købte han sig ind i firmaet og endnu en gang sad et trekløver på direktionsgangen.

I 2019 blev Morten eneejer af værftet og har, med to fantastiske mentorer i sin far og onkel og en støttende familie derhjemme, fået sat sig godt til rette ved roret.